DK
UK
DE

Motorik er meget mere end bevægelse

Af Vibeke Samberg – redaktør og sundhedsplejerske cand. scient. soc. - sundhedsplejersken.dk

En god motorik styrker ikke bare dit lille barns bevægelser, men det er rent faktisk også grundlaget for, hvordan dit barn senere finder balancen til at kravle, gå, løbe, cykle med mere. En sikker motorisk udvikling betyder meget for, hvordan dit barn i det hele taget trives. Udviklingen har indflydelse på, at dit barn føler, at hun frit kan bevæge sig omkring, uden at det volder noget større besvær eller udgør en udfordring for barnet.

At sidde på en stol

For nogle børn kan det være en stor udfordring at sidde stille på en stol af den simple årsag, at barnet har en fornemmelse af, at det hele tiden er ved at falde ned. Og sidder barnet med den fornemmelse, så vælger det helt naturligt, at flytte sig i håbet om, at finde stabilitet. Et 'sikkert sted' hvor barnet føler, at det ikke er ved at vælte. For de fleste børn handler det om, at deres balance er umoden, og de har brug for at få styrket deres motoriske færdigheder. Så i stedet for at bede barnet om at sidde stille på stolen, så er det bedre at opfordre dem til at bruge kroppen og bevæge den, så motorikken styrkes.

Styrker indlæring

De børn (og voksne), der har en sikker motorik og en deraf veludviklet balance, har også fundamentet for indlæring. De har nemlig en rigtig god forudsætning for at kunne koncentrere sig om det stof, som bliver formidlet i undervisningen, uden de skal kæmpe med at undgå at falde ned fra stolen. Dette problem er slet ikke så ualmindeligt, som man måske umiddelbart kunne tro. Sundhedsplejerskers data viser, at der findes et stort antal børn i børnehaveklasse eller 1. klasse (mere end 30 procent), der har motoriske vanskeligheder. Det er ikke problemer, som børnene vokser sig fra. Det er bevægelse, øvelser, fysiske aktivitet, der er løsningen på deres problemer. Kun ved at være aktiv, træne og stimulere kroppens bevægelser, styrkes deres motoriske færdigheder.

Ensomme børn

Børn med motoriske problemer har ofte svært ved at følge med i det tempo deres jævnaldrene bevæger sig i. Har dit barn svært ved nogle fysiske færdigheder, så kan det være en stor barriere i forhold til at blive inddraget i de andre børns leg. Mange børn med motoriske udfordringer, trækker sig helt fra fællesskabet, da de mere eller mindre bevidst fornemmer, at de ikke magter de samme fysiske udfordringer i legen som de andre børn. De vælger derfor, at lege mere stillesiddende, da de i den sammenhæng nemmere kan koncentrere sig om spillet/legen/aktiviteten, når de ikke samtidig skal koncentrere sig om, at holde styr på kroppen. Men da det ligger naturligt i en sund udvikling, at man bevæger sig, så ender mange af de børn, der har motoriske vanskeligheder med, at være lidt ensomme børn, da deres manglende fysiske færdigheder gør, at de både selv vælger, men også af andre fravælges ved en hel del lege.


Styrk dit barn gennem aktiv leg


1. Du kan starte med at stimulere dit barns bevægelser, mens hun endnu er en lille baby. Bolde er basislegetøj for ethvert barn. At trille, kaste, sparke til og løbe efter en bold styrker den motoriske udvikling.

2. At trille rundt på gulvet, hvor man ruller liggende fra den ene ende af rummet til den anden, er en god leg, der stimulerer den vestibulære sans og dermed barnets rum-/retningsevne.

3. Gynger er fantastiske til at stimulere motorikken. I gyngen kan dit barn gynge frem og tilbage, og snurrer rundt. En rund gynge er perfekt, for her kan hun både sidde, ligge på ryggen og på maven. Alle stillinger er nyttige og stimulerer hjernen på hver deres måde.

4. Slå kolbøtter, danse, snurre rundt, hoppe, kravle og lav gerne en forhindringsbane, hvor I kravler over stole, under borde, etc. Og en gåtur i ujævnt terræn udvikler også. Gå balancegang på træstammer, sandkassens sider, eller hvad I nu møder på jeres gåtur.

5. Det skal være sjovt. I skal hygge jer, grine og fjolle, når I er fysisk aktive. Du får også selv styrket din egen motorik, når du leger med dit barn.
Artikel fra maj 2012 i

Sunhed Det nye helsemagasin


 

 

Læringskonsulent Motorikvejleder        

Karin Friis 
Ring 40 77 72 51

Motoriktræning på tv og facebook 

TV-interview med
journalist Trine Stampe

 

www.facebook.
com/motoriktraening

 

 

 

 

 

Motoriktræning · Åbyvej 156, 8230 Åbyhøj · Tlf. 40 77 72 51 

Powered by Søgaard & Co.